Digital dannelse

Evnen til at kunne forstå, bruge og reflektere kritisk over digitale medier samt have evnen til socialt at kunne begå sig på internettet er essensen af digital dannelse.

Digital dannelse i hjemmet

Digital dannelse handler, kort fortalt, om at have evnen til at anvende relevante teknologier samtidig med, at vi har et kritisk blik på både teknologier, men også informationer vi får ved hjælp af de digitale medier. Det handler ligeledes om at kunne begå sig socialt acceptabelt når vi færdes på digitale medier.

Vi skal have en sund kritisk tilgang til den teknologi vi vælger at bruge, men også hvordan og hvornår vi anvender den.

Det er en stor mundfuld og det kan være svært at finde ud af hvor det giver bedst mening at begynde. Heldigvis er der hjælp at hente på Det digitale kompas, men også på andre websites.

Se mere om hvordan I kan arbejde med digital dannelse og medier på siderne:

Bliv klogere på hvordan du som forælder kan forholde dig til dit barns online liv i Forældreguiden udarbejdet af Medierådet for Børn og Unge  

Digital dannelse er også for de voksne

Vær opmærksom på at digital dannelse ikke kun er vigtig for dit barn, men også for dig som forælder eller voksen i det hele taget. Børn ser dig som en rollemodel og vil bevidst eller ubevidst imitere det de ser dig gøre, så vær opmærksom på hvordan du selv bruger digitale medier.

Lær for eksempel børnene, at det er en god ide at spørge om lov, før man tager et billede af andre. Det gælder også når du tager billeder af dine egne børn. Det skal altid være i orden at sige nej. 

Betragt dine børns tablets eller telefoner som små biblioteker de kan gå på opdagelse i. Du kan vælge at fylde det med en masse bøger proppet med kommercielt indhold og reklamer, eller du kan vælge at sætte bøger, der styrker kreativitet, logisk sans og forskellige slags læring på hylderne. 

Præsenter forskelligt indhold for børnene inden de starter i skolen. Der findes mange interessante redskaber og apps der ikke er lavet som spil. Overvej at prøve et digitalt mikroskop eller måske at være kreativ med små stop-motion film eller digitalt dukketeater. 

Vær kritisk i forhold til det digitale indhold, men brug først og fremmest din sunde fornuft.

Læs mere om børns digitale dannelse på Center for Børneliv

Vær opmærksom på, at hvis en app er gratis er det ofte brugeren, der betaler for den med sin opmærksomhed eller sine persondata.

Anne Mette Thorhauge har skrevet om gratis spil og hvordan de fungerer i artiklen ”Gratisspil skaber ikke afhængighed – men de er uigennemsigtige forretningsmodeller”

Del indhold